Agenda Center Albertslund

Agenda Center Albertslund (ACA) og Kultur Økologisk Forening (KØF)

Spar på vandet

Spar på vandet uden det går udover komforten


Den lille dims med den store virkning
En nem måde, du kan spare på vandet på, er at anskaffe vandbesparende installationer. Vandsparebruser, to-skylstoilet og vandspareperlatorer til vandhanerne.

De bedste vandspareperlatorer er dem, der blander luft i vandet. Så er vandtrykket nemlig det samme selvom der kun kommer halvt så meget vand ud. Når du skal købe perlatorer, så kig efter hvor meget vand den giver, der er nemlig stor forskel.

Vi anbefaler følgende vandgennemstrømning:
• Max 6 liter vand pr. min. i badeværelset og gerne 4,5 liter pr. min.
• Max 8 liter vand pr. min. i køkkenet.
• Max 10 liter vand pr. min. fra bruseren.

Ved at opsætte vandspareperlatorer kan du spare op til 30 liter vand pr. person pr. dag.


Siver toilettet så fosser pengene med ud

Et toilet, der siver bruger mellem 20 og 100 liter vand i døgnet. Det svarer til en årlig ekstraudgift på 300 – 1300 kr. Et toilet, der løber kan bruge helt op til 800 liter vand i døgnet, svarende til en årlig ekstraudgift på 12.500 kr.

Hvis toilettet løber meget, vil man kunne høre eller se det, ved at der er uro i vandoverfladen. Hvis det bare siver, er det straks vanskeligere at opdage. Kig jævnligt efter, om der er lodrette kalkstriber i wc-kummen – det er som regel et tegn på, at wc’et siver eller løber.

Gør det også til en vane at tjekke toilettet en gang imellem med WC-papir-prøven:
• Tag et stykke wc-papir og hold det mod wc-kummen. Bliver wc-papiret vådt, er toilettet utæt.



Forkort dine brusebade
Et af de steder de fleste af os bruger rigtig meget vand er, når vi tager bad. En almindelig bruser giver omkring 12 liter vand i minuttet, hvilket betyder at et bad på 10 minutter bruger 120 liter vand. Går du i bad dagligt kan du ved at reducere dit bad med 2 minutter spare omkring 9.000 liter vand om året, og omkring 700 kr. i vand og varme. 


Brug en balje, når du vasker op, eller renser grøntsager.
En standard vandhane giver omkring 12 liter vand i minuttet. Har du vandhanen tændt ved 2/3 styrke i 15 minutter om dagen bruger du 120 liter. Skal du fylde en opvaskebalje bruger du 5 liter. Du kan derfor nemt spare op til 100 liter vand om dagen, hvis du undgår alt for meget rindende vand.  100 liter om dagen bliver til 36.500 liter om året, hvilket koster 1.900 kr.